Danmark har haft den næstlaveste inflation i EU de seneste to år – Sverige ligger lige under EU-gennemsnittet

Siden inflationen begyndte at stige for to år siden, er de danske forbrugerpriser steget med 11,7 pct. De danske prisstigninger har således været de næstlaveste i EU i perioden. Kun Luxembourg har haft lavere prisstigninger på 11,4 procent. Det viser en beregning fra Danske Bank, som de har opgjort på vegne af Børsen. I Sverige er forbrugerpriserne steget med 15,7 pct. i samme periode, hvilket er lige under EU-gennemsnittet på 16,6 pct. I Tyskland er priserne steget med 15,6 pct.

Danskernes relativt lave afhængighed af gas til opvarmning og en usvækket valuta er to forklaringer på den danske udvikling, mener Danske Banks cheføkonom Las Olsen.

– Når de danske tal er relativt pæne, hænger det blandt andet sammen med, at vi ikke er så afhængige af gas til opvarmning som mange andre lande. Desuden er faldet i markedsprisen på gas slået meget mere igennem på forbrugerpriserne i Danmark end mange steder længere mod syd. Vi har heller ikke fået en svækket valuta som for eksempel Sverige, hvor priserne på importerede varer er steget, siger han i en kommentar til Børsen.

Inflationen har været højest i Østeuropa de seneste to år. Ungarn ligger i toppen med 35 pct. højere forbrugerpriser, efterfulgt af Estland med 33 pct. og Litauen med 30,4 pct.