Ruslands version af krigen i Ukraine er indtil videre blevet afvist af Vesten. Men i et interview om russisk propaganda siger James Pamment, ekspert i desinformation og propaganda, at Ruslands image risikerer at få fodfæste blandt forskellige grupper. Han roser også den amerikanske strategi med at lække Ruslands planer, en tilgang, der tidligere primært er testet inden for forskning.
Hvad synes du som kommunikationsekspert om Ruslands oplysninger om krigen i Ukraine?
– Det er meget desperat med absurde konspirationsteorier, det er en svaghedspropaganda. Den er ikke så stærk, som man kunne forvente. Det bliver klart afvist.
Så Rusland er lykkedes bedre tidligere?
– Ja, tidligere har man formået at udnytte sprækker, der findes i vestlige lande, til for eksempel at skabe mistillid mellem grupper af grupper, der er imod magten. Denne gang var der hurtigt en stærk konsensus i Vesten og derfor sværere at bruge den strategi i begyndelsen af krigen.
– Men den aftale, der var i begyndelsen af krigen, holder nok ikke for alle i Europa.
Selvom den russiske propagandamaskine startede meget langsomt i starten, er den nu på fuld fart igen.
Hvad mener du?
– Der er en risiko for, at russisk propaganda får fodfæste blandt de grupper, der er imod etablissementet, imod immigration, anti-vacciner, klimabenægtere eller som mangler tillid til NATO.
– Vi ser tegn på, at det bliver de målgrupper, som Rusland forsøger at udnytte. Selvom den russiske propagandamaskine startede meget langsomt i starten, er den nu på fuld fart igen.
Russiske statsmedier porteres mod vest, hvordan kommer Rusland ud?
– Efter at de russiske statslige nyhedskanaler RT og Sputnik blev forbudt i vest, overtog de russiske ambassader informationsformidlingen. Konspirationsfortællinger offentliggøres på ambassadernes officielle regnskaber, som derefter formidles.
Denne krig er første gang, at strategien er blevet testet afskrækkende i større skala, og ja, meget tyder på, at den er vellykket.
– For eksempel er påstande om russofobi og at Ukraine udvikler smitsomme virussygdomme i biolaboratorier siden blevet offentliggjort i ambassadernes regnskaber. Meget propaganda har sit udspring på den russiske sociale medieplatform Telegram, før det kommer til Facebook, Twitter og YouTube.
Den amerikanske efterretningstjeneste siges at have ændret sin informationsstrategi under denne krig. Nu går de ud med oplysninger om Ruslands kommende planer, som de har opsnappet, men som tidligere var hemmeligholdt. Er det en succesfuld strategi?
– Denne strategi, som kaldes “prebunking” i modsætning til “debunking”, har været testet i forskning i nogle år. For eksempel ved at gå ud på forhånd og forklare falske udsagn, der er begyndt at vinde frem hos klimabenægtere eller vaccinemodstandere, men før argumenterne er begyndt at blive spredt af grupperne selv. På den måde skabes en opmærksomhed hos potentielle modtagere, som dermed bliver mindre modtagelige for fejlargumenter.
– Denne krig er første gang, at strategien bliver testet som afskrækkende metode i større skala, og ja, meget tyder på, at den er en succes. Et eksempel på dette kunne være, at Putin ikke turde starte krigen med en opdigtet krigsforbrydelse, der skulle skydes skylden på Ukraine, hvilket han ellers ville gøre.
– Det er spændende, at prebunking er baseret på efterretningsvurderinger frem for beviste fakta, det er også innovativt.
Krigen har rejst spørgsmålet om censur. Skal Twitter og Facebook gå ind og slette falske nyheder eller ej? Hvad siger du, og hvad siger forskningen her?
– Hvis indholdet både er forkert og kan være skadeligt for store grupper, bør tech-platformene fjerne indholdet, mener jeg. Og russisk krigspropaganda kan på længere sigt være skadelig for store grupper af mennesker ved at øge risikoen for lidelse og død i Ukraine. Så det er helt rigtigt at censurere. Så er der selvfølgelig mange svære nuancer i spørgsmålet om censur.
Har du et råd til os almindelige medieforbrugere?
– I forbindelse med krigsudbruddet er de fleste større medier begyndt at rapportere live. Som læser er det vigtigt at være opmærksom på, at indberetningen ofte er baseret på blot én kilde, der ikke kunne bekræftes, det nævnes til sidst, man kan være let at gå glip af, hvis man ikke har reflekteret over dette.
– Jeg kan ikke se, hvordan medierne ville gøre det anderledes, men som læser er det vigtigt at forstå, at bagsiden af denne hurtige og omfattende rapportering er, at pålideligheden er lidt lavere, end den plejer. Man skal simpelthen skærpe sin kildekritiske evne.
Kilde: Lunds universitet
