Rekordlav interesse for boligkøb i Danmark i januar, viser nye tal

I København og omegnskommunerne faldt antallet af lånetilbud til køb af ejerboliger og fritidshuse i januar med 66 procent i forhold til december 2023. Foto: News Øresund

Den danske efterspørgsel efter lånetilbud til køb af ejerboliger og sommerhuse faldt i januar til det laveste niveau siden 2017, hvor statistikken blev målt første gang. En del af forklaringen er de høje renter og det nye boligskattesystem, skriver Finans Danmark i en pressemeddelelse. Der blev indhentet 1.874 lånetilbud i hele landet til køb af ejerboliger og sommerhuse, hvilket var 45 procent færre end i december 2023 og 10 procent færre end i samme måned sidste år. Faldet er især mærkbart i København og omegnskommunerne, hvor antallet af lånetilbud faldt med 66 procent i forhold til december sidste år. Faldet i efterspørgslen forklares delvist med den generelt lavere efterspørgsel på boliger om vinteren, sammen med de højere renter på boliglån. Men det nye boligskattesystem menes også at have haft en indvirkning – især i København.

”Det store fald i interessen for boligkøb i og omkring København kan højst sandsynligt forklares med det nye boligskattesystem. Med det nye boligskattesystem fulgte der en skatterabat med, hvis boligskatten steg, og hvis boligen blev overtaget inden boligskattesystem trådte i kraft den 1. januar i år. Det har nok medført, at en stor del af boligkøbere har fremskyndet deres investering i et nyt hjem – særligt i Københavns området – for at få en evt. skatterabat med i købet. For det har primært været ejerlejlighedskøbere i København og boliger nord for København, som har kunnet se frem til at boligskatten skulle stige i år”, siger Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark.