Metsola: Kandidatstatus til Ukraine og Moldova vil styrke EU

Roberta Metsola © European Union 2022

At give kandidatstatus til Ukraine og Moldova vil ikke kun være en fordel for de to lande, men også for EU, sagde Roberta Metsola til EU’s regeringsledere.

Europa-Parlamentets formand talte ved begyndelsen af EU-topmødet den 23. juni, der skal omhandle Ruslands krig mod Ukraine såvel som Ukraines, Moldovas og Georgiens EU-medlemskabsansøgninger.

“Jeg ved godt, at der ikke er nogen lette svar eller lette beslutninger. Der er helt sikkert nogle forkerte, som vi skal undgå,” sagde Metsola. “Og det ville være en historisk forkert beslutning ikke at give kandidatstatus til Ukraine og Moldova i dag eller ikke at give Georgien et perspektiv.”

Hun tilføjede: “Vi bør være opmærksomme på, at dette ikke kun er en symbolsk handling. Den vil styrke EU, og det vil styrke Ukraine og Moldova. Det vil vise vores borgere, såvel som deres, at vores værdier betyder mere end retorik. At håbet kan give resultater. Og andre lande i venteposition – dem på Balkan – har også brug for at se, at håbet kan føre til resultater. Det er på tide.”

Angående konsekvenserne af Ruslands krig i Ukraine, sagde formanden: “Vi bliver nødt til at anerkende, at der nu er en inflationsrelateret træthed, og vi ser i mange tilfælde, at borgernes modstandsdygtighed over for de sociale og økonomiske konsekvenser er dalende, så vi bliver nødt til at skubbe endnu hårdere på. Vi skal bekæmpe narrativet fra Kreml, så frygten ikke spredes.”

Metsola sagde også, at den nuværende situation ikke skal bruges som en undskyldning for, at EU går baglæns på klimaområdet. “Det handler om sikkerhed såvel som miljøet. Så min appel er at sikre, at hurtige, midlertidige løsninger ikke bliver den nye standard.”

Der er behov for en ”rolig, klar og enstemmig tilgang” til at tackle de stigende udgifter og inflation, sagde formanden. Hun sagde, at det ville være forkert at afvise bekymringer om stigende priser for i mange lande, er vi ikke nået toppen endnu.

Det er nødvendigt, at bistanden til Ukraine går hurtigere, mens sanktionerne mod Rusland skal være mere avancerede, sagde hun. EU bør også hjælpe Ukraine med at eksportere sine landbrugsprodukter.

Til slut nævnte Metsola fremtidens EU og sagde, at det er nødvendigt at revidere EU’s traktater til at sikre muligheden for at handle på vigtige områder: “Vi skal være klar til at se på, hvordan vi opererer, og hvor vi kan gøre det bedre. “