Hårdere tider forude for de skånske husholdninger

I takt med at priserne på både energi, brændstof, fødevarer og renter fortsat stiger, står husholdningerne i Skåne over for en stigning i leveomkostningerne. Foto: News Øresund

Efter at økonomien er kommet sig i 2021, står husholdningerne i Skåne nu over for nye udfordringer. Stigende energi-, brændstof- og fødevarepriser kombineret med højere renter forventes at øge leveomkostningerne – de månedlige udgifter for en familie på to personer med hus og bil kan blive forhøjet med omkring 6.000 svenske kroner. Det fremgår af rapporten Skånsk konjunktur, der er udgivet af Sparbanken Skåne i samarbejde med Øresundsinstituttet. 

I rapporten er det beregnet, hvor meget dyrere det vil blive om måneden for fire typiske familier, hvis fødevarepriserne stiger med en ti procent, og renten stiger med et procentpoint. De hårdest ramte forventes at være børnefamilier, der bor i en villa og pendler til arbejde i bil, og som risikerer at skulle bruge 6.000 svenske kroner mere til udgifter om måneden. Men for en enlig person, der bor i en lejlighed, vil stigningen i omkostningerne ligge tæt på 600 svenske kroner.

Rapporten bemærker, at det stadig er usikkert, hvordan de stigende leveomkostninger vil påvirke erhvervslivet, men at der er en risiko for, at f.eks. restauranterne igen kan komme i vanskeligheder, hvis flere og flere vælger ikke at spise ude som følge af økonomiske omprioriteringer.