2022 var et rekordår for elbilsalget i både Danmark og Sverige. Af de mere end 288.000 nyregistrerede personbiler i Sverige var 33 pct. rene elbiler, oplyser DN. Det er en stigning fra 2021, hvor det tilsvarende tal var 19 pct.
– Benzin- og dieselbiler er en stærkt vigende trend. Lige siden september har antallet af solgte elbiler på månedsbasis været højere end salget af benzin- og dieselbiler tilsammen, siger Sofia Linder, cheføkonom i Mobility Sweden i en kommentar til DN.
En lignende tendens ses i Danmark. Her rundede antallet af indregistrerede elbiler for første gang 100.000, og i alt udgjorde elbilsalget knap 21 pct, (30.830 nyregistreringer) af det samlede bilsalg, hvilket i løbet af året udgjorde 148.295 biler, viser tal fra De Danske Bilimportører. Det er ligeledes en stigning i forhold til 2021, hvor elbiler udgjorde knap 13 pct. af det samlede bilsalg i Danmark. En af forklaringerne på den store stigning i salg af elbiler i Danmark er, at der er kommet flere elbilmodeller på markedet, skriver De Danske Bilimportører.
Samtidig har den usikre situation på verdensplan samt eftervirkningerne af pandemien haft en markant negativ indvirkning på bilsalget i begge lande i løbet af året. I Sverige faldt bilsalget med godt fire pct. i forhold til 2021, hvor der blev indregistreret 301.006 biler. I Danmark var faldet endnu mere udtalt. Her faldt bilsalget med næsten 20 pct. i forhold til 2021.