Den svenske regering sænker afgiften på brændstof næste år – var et stort valgløfte

Omkostningerne ved reduktion af afgiften anslås til 6,5 mia. SEK og er en af de største poster i det nye budget. Foto: News Øresund

Fra 2024 sænker den svenske regering afgiften på brændstof – med 1,64 SEK pr. liter benzin og med 43 øre pr. liter diesel. Lavere brændstofpriser var et af regeringens store valgløfter sidste år, og med den planlagte nedsættelse af reduktionsforpligtelsen forventes prisen ved pumpen at falde med 2,60 SEK pr. liter benzin og 6 SEK pr. liter diesel næste år. Hvad de reelle effekter på prisen bliver, er dog endnu uvist, da den er påvirket af en række andre faktorer, såsom kronekursen, verdensmarkedspriserne og krigen i Ukraine. Det rapporterer TT.

En vurdering er, at en samlet effekt af nedsat afgift og reduktionsforpligtelse vil være 2,60 SEK pr. liter for benzin og 6 SEK pr. liter for diesel. Det er forskellen, hvis intet andet ændrer sig. Regeringen indrømmer, at de ikke kan love en reduktion i prisen ved pumpen, da prisen er afhængig af andre faktorer.
­­– Selvfølgelig kan der ske noget i omverdenen, som neutraliserer effekten af en skattelettelse, men der kan lige så godt ske noget, der forstærker effekten, siger Oscar Sjöstedt, økonomisk politisk ordfører for Sverigedemokraterna, til TT.

At sænke prisen på benzin og diesel var et af regeringens lovede mål før valget. Den 20. september offentliggør regeringen, der består af Moderaterna, Kristdemokraterna og Liberalerna, og som har støtte fra Sverigedemokraterna, budgettet for 2024. Omkostningerne ved reduktion af afgiften anslås til 6,5 mia. SEK og er en af de største poster i det nye budget. Derudover ønsker regeringen at reducere andelen af biobrændstoffer blandet i benzin og diesel fra 2024, den såkaldte reduktionsforpligtelse. Dette forventes yderligere at føre til en prisnedsættelse. Men en effekt af den nedsatte reduktionsforpligtelse er ifølge regeringens egne beregninger en øget CO2-udledning fra transportsektoren og maskiner med omkring 350.000 tons næste år.

KILDENews Øresund
Tidligere artikelNy grænsehindring: Svensker i Danmark får ikke dagpenge – kan ikke bevise, at hun taler dansk
Næste artikelDen svenske inflation faldt til 7,5 procent i august – i Danmark er den 2,4 procent