Sverige indfører nye restriktioner for at begrænse smittespredningen, meddelte regeringen og Folkhälsomyndigheten på en pressekonference tirsdag. Alle, der kan, anbefales nu at arbejde hjemmefra. Derudover tillades kun siddende gæster på restauranter og serveringssteder samt ved offentlige arrangementer indendørs med mere end 20 personer, hvilket indebærer, at natklubber og koncerter i princippet er nødsaget til at lukke i jule- og nytårsweekenderne. I modsætning til i Danmark har biblioteker, museer, biografer, teatre og kunstgallerier dog åbent. De nye begrænsninger gælder fra 23. december. Det rapporterer SVT.
De nye restriktioner betyder, at alle, der kan arbejde hjemmefra, bør gøre det. Derudover indføres krav om at holde afstand i butikker, butikscentre og steder for kultur- og fritidsaktiviteter, som f.eks. fitnesscenter, med ti kvadratmeter per person. I restauranter og på serveringssteder gælder krav om mindst en meters afstand mellem gæsterne. På restauranter, barer og serveringssteder er kun siddende gæster tilladt, og ved offentlige arrangementer med mere end 20 personer er det kun tilladt at sidde blandt publikum.
– Det indebærer i praksis, at der ikke vil være nogen natklubfest juledag eller nytårsaften, sagde statsminister Magdalena Andersson på pressemødet, ifølge SVT.
De nye restriktioner kan udvides fra juleaftensdag ved, at udenlandske statsborgere, der rejser ind i Sverige og ikke kan fremvise vaccinationsbevis, skal vise en PCR-test, der højst er 48 timer gammel, i stedet for tidligere 72 timer, skriver SVT.
I Danmark begyndte en delvis nedlukning af kulturlivet søndag med lukning af biblioteker, kunstgallerier, Tivoli, kulturhuse, teatre med mere, men i Sverige vil kulturlivet fortsat være åbent. Regeringen har endnu ikke sat en slutdato for de nye restriktioner.