Sverige forventer op til 200.000 flygtninge fra Ukraine – og overvejer at genindføre ID-kontrol

Det tidligere svenske krav om id-kontrol ved indrejse i Sverige fra Danmark mellem den 4. januar 2016 og den 4. maj 2017 gav anledning til køer og forsinkelser på togstationen i Københavns Lufthavn. Foto: News Øresund

Sverige forventer at modtage mellem 27.000 og 212.000 flygtninge fra Ukraine frem til halvårsskiftet. Det oplyste Migrationsverket på en pressekonference fredag ifølge TT.
Før krigen i Ukraine anslog den Migrationsverket at 16.000 flygtninge ville ankomme til Sverige i 2022. I øjeblikket anslås det, at der ankommer omkring 4.000 flygtninge fra Ukraine hver dag, men langt fra alle er synlige i statistikkerne. Modtagelsen af flygtninge forventes at koste milliarder. Migrationsverket og länsstyrelserne har nu fået til opgave at undersøge og lave en opgørelse over tilgængelige boliger til flygtninge fra Ukraine. Migrationsminister Anders Ygeman meddelte også, at regeringen overvejer at indføre ID-kontrol ved grænsen som supplement til den grænsekontrol, der har været indført siden november 2015. Der har tidligere været indført ID-kontrol for rejsende fra Danmark og Tyskland mellem den 4. januar 2016 og den 4. maj 2017. ID-kontrollen, eller transportøransvaret, betød, at bl.a. DSB og ForSea skulle kontrollere, at alle passagerer havde gyldige pas eller ID-kort til indrejse i Sverige, inden tog og færger forlod Danmark. For bl.a. rejsende med Øresundstogene mellem Danmark og Sverige medførte ID-kontrollen i kombination med grænsekontrollen store forsinkelser.

Kilde: News Øresund