Ny nordisk tænketank om tech-industriens påvirkning på den offentlige debat

Den danske kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen håber at den nye nordiske tænketank kan give mere viden om, hvordan og i hvor høj grad eksempelvis algoritmer påvirker den demokratiske debat. Foto: Foto: Jens Honore

Tretten tech-eksperter fra de nordiske lande skal, som medlemmer i en ny tænketank, granske tech-giganternes indflydelse på demokratiet i Norden. Det er de nordiske kulturministre, der har nedsat tænketanken, og de håber dermed at kunne indsamle viden fra alle de nordiske lande om digitaliseringen af den offentlige debat og de store tech-virksomheders påvirkning på denne.
– I Norden er vi meget digitaliserede samtidig med, at vi alle deler en sund kritisk tilgang til teknologiens påvirkning af vores samfund. Derfor er en nordisk tech-tænketank et oplagt greb til at få mere viden om, hvordan og i hvor høj grad eksempelvis algoritmer påvirker os og demokratiet, og hvad vi kan gøre politisk for at få mere demokratisk indflydelse på udviklingen, siger den danske kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.

Det er det danske Kulturministerium, som skal lede og koordinere tænketankens arbejde, som skal resultere i konkrete initiativer for at møde udfordringerne for den digitale offentlige debat.

Annonce