Københavns Kommune indfører mere fleksibel arbejdstid – mulighed for en fire dages arbejdsuge

Der er en tendens til, at flere og flere medarbejdere ønsker en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv. I Københavns Kommune indføres muligheden for en fire dages arbejdsuge – dog med længere arbejdsdage – i stedet for fem – i 2024 for kommunalt ansatte med mulighed for forlængelse af forsøget i 2025. Alle partier i Københavns Borgerrepræsentation stemte for forslaget og ser det som en måde at modvirke stress blandt medarbejderne samt gøre kommunen mere attraktiv som arbejdsgiver. Det rapporterer TV2 Kosmopol.

Københavns Kommune er ikke den første kommune i Danmark, der forsøger at give mulighed for en fire dages arbejdsuge, men er med sine 45.000 ansatte den største danske arbejdsgiver, der nu giver det en chance. Ikke alle medarbejdere vil være omfattet af forsøget, men kommunen vil pege på afdelinger, hvor der vil være mulighed for mere fleksible arbejdstider. De kommunalt ansatte, der tager imod tilbuddet, får i stedet lov til at arbejde længere arbejdsdage, så de opnår 37 timers arbejdstid om ugen.

Thomas Bredgaard, arbejdsmarkedsprofessor ved Aalborg Universitet, fortæller, at det er en tendens siden coronapandemien, at man ønsker at tilbyde sine medarbejdere mere fleksible arbejdsuger, både på private og offentlige arbejdspladser.

– Det handler simpelthen om, at medarbejderne i stigende grad har et ønske om at arbejde mindre og få en bedre balance mellem arbejds- og familieliv. Det er den tendens, vi nu ser kommunerne reagere på, siger han.

KILDENews Øresund
Tidligere artikelForbrugerbeskyttelse: manipulerende onlinepraksis fundet hos 148 ud af 399 undersøgte onlinebutikker
Næste artikelEnergistyrelsen sætter planer om store havvindmølleparker på pause – processen kan være ulovlig