Udviklingen af mere end 30 danske havvindmølleparker stoppes på ubestemt tid af Energistyrelsen. Årsagen er, at myndigheden vil undersøge, om godkendelsen af projekter, der er skabt på initiativ af virksomhederne selv – såkaldte åbendørsprojekter – er i strid med EU-retten.
Blandt de berørte projekter er energikoncernen Ørsteds og Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) planer om to havvindmølleparker øst for Bornholm samt to ud for den jyske vestkyst, som News Øresund tidligere har skrevet om. I alt omfatter nedlukningen mere end 30 projekter, som tilsammen i bedste fald kan generere godt 20 gigawatt, skriver Berlingske.
Planerne om en energiø ud for Bornholm er dog ikke berørt, da stoppet ifølge DR Nyheder ikke gælder for statslige initiativer, hvor projektet sendes i udbud.
Repræsentanter for branchen i Danmark beskriver udmeldingen om nedlukningen som “at sende chokbølger gennem hele den grønne energibranche”.
– Der er tale om en decideret katastrofe og potentielt den største forhindring for den grønne omstillings realisering i Danmark, skriver Lars Sandahl Sørensen, direktør for Dansk Industri, i en mail til Berlingske.
Ifølge pressemeddelelsen fra Energistyrelsen har Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet sammen med regeringens statsstøttesekretariat vurderet, at godkendelse af havvindmølleprojekter og andre bæredygtige energiprojekter kan være i strid med EU-retten, hvis de overholder den såkaldte “åben dør”-procedure. Beslutningen om at stoppe processerne, indtil en undersøgelse er afsluttet, gælder også for eventuelle nye ansøgninger.