Forslag til reformer af den nordiske skatteaftale forventes at indgå i en rapport i foråret

Der er opstået nye grænsehindringer i forbindelse med, at mennesker i højere grad arbejder hjemmefra efter coronapandemien. Et igangværende nordisk projekt vil udarbejde forslag til, hvordan den nordiske skatteaftale kan opdateres for at løse dette. Foto: News Øresund - Johan Wessman

I øjeblikket er den dansk-svenske skatteaftale – Øresundsaftalen – fra 2003 ved at blive genforhandlet i lyset af, at mange mennesker arbejder mere digitalt og hjemmefra end før pandemien. Af samme årsager er reformer af den nordiske skatteaftale, som Øresundsaftalen er baseret på, også under drøftelse. Det fremgår af Øresundsinstituttets analyse af samarbejdet over Øresund, State of the Region, som præsenteredes i slutningen af oktober.

Siden maj foregår et nordisk projekt for at foreslå løsninger på udvalgte skatterelaterede grænsehindringer i forbindelse med den nordiske skatteaftale og bilaterale aftaler såsom Øresundsaftalen. Projektet er iværksat af Nordisk Grænsehindringsråd og Nordisk Råds Grænsehindringsgruppe. I efteråret vil der blive afholdt nationale dialogmøder med forskellige interessenter, som vil få mulighed for at drøfte forskellige løsninger, og en slutrapport forventes i første halvdel af 2023.

Forhandlingerne om Øresundsaftalen blev indledt i foråret sidste år, men har nu taget en pause, da begge lande har skiftet eller er ved at skifte nordisk samarbejdsminister.