1.5 C
Copenhagen
torsdag, november 21, 2024

Forbrugerbeskyttelse: manipulerende onlinepraksis fundet hos 148 ud af 399 undersøgte onlinebutikker

EU

Europa-Kommissionen og de nationale forbrugerbeskyttelsesmyndigheder i 23 medlemsstater, Norge og Island (CPC-netværket) har i dag offentliggjort resultaterne af en screening (“kontrolaktion”) af detailwebsteder. Denne kontrol omfattede 399 onlinebutikker tilhørende detailforhandlere, der sælger alle mulige produkter fra tekstiler til elektroniske varer. Den fokuserede også på tre specifikke typer manipulerende praksis, der ofte er kendt for at presse forbrugerne til at træffe valg, der måske ikke er i deres bedste interesse, de såkaldte “mørke mønstre”. Disse omfatter bl.a.: falske nedtællinger, webgrænseflader, der har til formål at guide forbrugerne i retning af køb, abonnementer eller andre valgmuligheder og skjulte oplysninger. Undersøgelsen viste, at 148 websteder indeholdt mindst et af disse tre mørke mønstre.

Didier Reynders, Kommissær med ansvar for retlige anliggender, udtaler: “Vores screening viser, at næsten 40 % af onlineindkøbswebstederne anvender manipulerende praksis, som har til formål at udnytte forbrugernes sårbarheder eller snyde dem. Denne adfærd er klart forkert og i strid med forbrugerbeskyttelsen. Vi har i dag allerede bindende værktøjer, som kan være med til at løse sådanne problemer, og jeg opfordrer de nationale myndigheder til at gøre brug af deres håndhævelseskapacitet med henblik på at træffe relevante foranstaltninger og bekæmpe denne praksis. Sideløbende hermed gennemgår Kommissionen al forbrugerlovgivning for at sikre, at den er egnet til den digitale tidsalder, herunder med henblik på at vurdere, om mørke mønstre er tilstrækkeligt dækket.”  

  • 42 websteder brugte falske nedtællinger med frister for køb af specifikke produkter.
  • 54 websteder ledte forbrugerne i retning af visse valg — fra abonnementer til dyrere produkter eller leveringsmuligheder — enten via deres visuelle design eller valg af sprog.
  • 70 websteder skjulte vigtige oplysninger eller gjorde dem mindre synlige for forbrugerne. Dette omfattede f.eks. oplysninger om leveringsomkostninger, produkternes sammensætning eller tilgængeligheden af en billigere løsning. 23 websteder skjulte oplysninger med det formål at manipulere forbrugerne med at tegne et abonnement.
  •  Kontrolaktionen omfattede også apps fra 102 af de screenede websteder, hvoraf 27 også anvendte mindst én af de tre former for mørke mønstre.

De næste skridt

De nationale myndigheder vil nu kontakte de berørte erhvervsdrivende med en opfordring til at rette op på deres websteder og om nødvendigt træffe yderligere foranstaltninger i overensstemmelse med de nationale procedurer.

Ud over denne kontrolaktion og som led i den bredere indsats for at tackle mørke mønstre som supplement til CPC-netværkets arbejde vil Kommissionen også kontakte onlineforhandlere, der blev identificeret i en undersøgelse fra 2022 om urimelig handelspraksis i det digitale miljø, for at bede dem om at rette op på de problemer, der er identificeret her.

Desuden indsamler Kommissionen feedback vedrørende tre direktiver om forbrugerbeskyttelse for at afgøre, hvor vidt de sikrer et højt beskyttelsesniveau i det digitale miljø: direktivet om urimelig handelspraksis, direktivet om forbrugerrettigheder og direktivet om urimelige kontraktvilkår. Der er indledt en offentlig høring herom, som løber frem til den 20. februar 2023.

Baggrund

Forbrugerbeskyttelsessamarbejdet (CPC) er et netværk af myndigheder med ansvar for håndhævelse af EU’s forbrugerbeskyttelseslovgivning. For at løse grænseoverskridende problemer koordineres deres indsats på EU-plan.

De nationale myndigheder er ansvarlige for håndhævelsen af EU’s forbrugerbeskyttelseslovgivning. Takket være den opdaterede forordning om forbrugerbeskyttelsessamarbejde har de nu stærkere beføjelser til at afsløre uregelmæssigheder og til hurtigt at gribe ind over for erhvervsdrivende, der bevæger sig på kanten af loven.

Den nye retsakt om digitale tjenester vil forbyde mørke mønstre på onlineplatforme. Den vil supplere regler såsom direktivet om urimelig handelspraksis og den generelle forordning om databeskyttelse og sikre, at der ikke efterlades huller i lovgivningen, så platforme kan manipulere brugerne.

Desuden har det nye direktiv om bedre håndhævelse og modernisering af EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse ændret EU’s eksisterende forbrugerretlige instrumenter ved yderligere at øge gennemsigtigheden for forbrugerne, når de foretager køb på onlinemarkedspladser.

Kontrolaktionerne udføres af netværket ved hjælp af et sæt fælles kriterier udarbejdet af Europa-Kommissionen. Oplysninger om tidligere kontrolaktioner kan findes her.

- Advertisement - Oresunds Deals DK

Mere

- Advertisement - Oresunds Deals

Seneste artikel