Danmark klarer sig bedre end Sverige på alle områder, der måles i PISA 2022: matematik, læsning og naturvidenskab. Begge lande falder dog markant i matematik og læsning sammenlignet med målingen i 2018. Årsagen til faldet, som også ses globalt, menes at være skolelukninger og sygefravær blandt elever og lærere under coronapandemien.
I Sverige har PISA-undersøgelsen tiltrukket sig stor opmærksomhed, da de svenske resultater er faldet tilbage til det lave niveau fra målingen i 2012, som udløste megen debat om kvaliteten af den svenske skole. Forskellen denne gang er, at et lignende fald også ses i mange andre lande, og svenske elever ligger derfor stadig over gennemsnittet i OECD, i modsætning til i 2012.
I Danmark konstaterer Berlingske blandt andet, at pigernes resultater er blevet dårligere end drengenes i PISA 2022. Danmark er også det eneste nordiske land, hvor drengene klarer sig bedre end pigerne i matematik og naturfag.
I Sverige fremhæves det for eksempel, at socioøkonomiske faktorer spiller en stigende rolle for elevernes præstationer, så forskellen mellem dem med de mest og de mindst gunstige hjemmeforhold er blevet større siden 2012.
I en nordisk sammenligning har de finske elever opnået de højeste resultater, efterfulgt af Danmark og Sverige, mens Norge og Island ligger på et lavere niveau. Det viser grafik offentliggjort i det svenske fagblad Vi lärare.
Selvom coronapandemien fremhæves som hovedårsagen til de faldende resultater, især i læsning og matematik, har nogle lande fastholdt eller øget deres resultater i disse fag. Desuden var der allerede før pandemien tegn på en global tilbagegang i disse to fag, skriver Vi lärare.
Fakta: Pisa 2022
En international undersøgelse, der måler 15-åriges kundskaber inden for læsning, matematik og naturvidenskab. I alt 81 lande og regioner deltog i undersøgelsen, herunder 37 ud af 38 OECD-lande. Det bedste resultat blandt EU-landene blev opnået af Estland, det bedste blandt OECD-landene var Japan, og globalt set var Singapore langt den bedste performer.
PISA-undersøgelsen gennemføres normalt hvert tredje år, men denne gang var der gået fire år siden sidst.