-1.7 C
Copenhagen
fredag, november 22, 2024

Markant flere unge i uddannelse og job

EU

Godt nyt. Der bliver længere og længere mellem unge i Helsingør Kommune, som hverken er i uddannelse eller arbejde. Det viser en ny analyse.

Analysen som Indenrigs- og Sundhedsministeriets Benchmarkingenhed står bag, har fokus på gruppen af unge mellem 15 og 24 år, der hverken er i uddannelse eller i beskæftigelse, og som ikke har gennemført en ungdomsuddannelse.

For Helsingør Kommune er analysen opmuntrende læsning, da andel af unge uden uddannelse eller job fra 2018 til 2021 er reduceret med cirka en tredjedel fra 9,8 procent til 6,5 procent. På landsplan har der været en mindre fald i samme periode fra 7 procent til 6,3 procent.

Faldet kommer efter, at Helsingør Kommune tidligere lå et stykke over sammenlignelige kommuner, og derfor besluttede Byrådet at få vendt udviklingen, og gav derfor jobcenteret mulighed for at satse massivt for at vende udviklingen og få flere unge til at tage en uddannelse og komme i job. I 2019 oprettede kommunen en særskilt Ungeenhed med fokus på at binde jobcentrets ungeindsats og uddannelsesvejledningen endnu bedre sammen. Og året efter afsatte Byrådet penge til at ansætte en ekstra uddannelsesvejleder. Desuden har Helsingør Kommune øget samarbejdet med Psykiatrien i form af en fremskudt indsats og Ungeværftet, der er et forebyggende internt tilbud til psykisk sårbare unge.

Det markante fald glæder borgmester Benedikte Kiær:

”Alt for mange unge mistrives i sådan en grad, at de ikke bliver uddannet og kommer i arbejde. Det skal vi tage meget alvorligt – og det gør Byrådet heldigvis. Vi har nemlig investeret i indsatser over for vores unge mennesker – for det er så vigtigt for deres fremtid, at de får en uddannelse og kommer i job. Derfor er jeg også glad for at se, at de investeringer vi har foretaget for at få flere unge i job og uddannelse så effektivt får hjulpet vores sårbare unge. Med baggrund i jobcenterets flotte resultater har jeg inviteret den nye beskæftigelsesminister herop, så hun kan få et indblik i, hvordan man ved målrettet indsats og samarbejde på tværs kan lave en god investering i fremtiden,” siger borgmester Benedikte Kiær.

Også formanden for Social- og Beskæftigelsesudvalget Thomas Horn glæder sig:

”Den bedste fundament for resten af livet, er at få sig en uddannelse og komme i job som ung. Og det handler om langt mere, end blot at tjene sine egne penge. Det handler om at føle sig som en værdifuld del af et socialt fællesskabet, hvor der er brug for en. Derfor skal vi fortsætte af den vej vi har lagt, og hele tiden arbejde for, at endnu flere unge får foden indenfor,” siger Thomas Horn.

Hele analysen og tallene for de enkelte kommuner – herunder Helsingør Kommune – kan læses her

- Advertisement - Oresunds Deals DK

Mere

- Advertisement - Oresunds Deals

Seneste artikel