1.1 C
Copenhagen
onsdag, december 4, 2024

Kommissionen indfører gennemsigtigheds- og godkendelsesmekanismer for eksport af covid-19-vacciner

EU

I et forsøg på at sikre rettidig adgang til covid-19-vacciner for alle EU-borgere og afhjælpe den nuværende mangel på gennemsigtighed i forbindelse med eksport af vacciner til lande uden for EU har Kommissionen i dag indført en foranstaltning, der kræver, at en sådan eksport forudsætter en tilladelse fra EU-landene.

Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, udtaler: “Pandemien har ødelæggende virkninger i Europa og resten af verden. Beskyttelse af vores borgeres sundhed er fortsat vores højeste prioritet, og vi skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at vi opnår dette. Denne gennemsigtigheds- og godkendelsesmekanisme er midlertidig, og vi vil naturligvis fortsat overholde vores forpligtelser over for lav- og mellemindkomstlande.”

Ledende næstformand og kommissær med ansvar for handel Valdis Dombrovskis udtaler: “Denne tidsbegrænsede og målrettede ordning omfatter kun de covid-19-vacciner, der er blevet aftalt i forbindelse med forhåndsindkøbsaftaler med EU. Målet er at skabe større klarhed om vaccineproduktionen i EU og eksporten heraf — en sådan gennemsigtighed har manglet og er afgørende på nuværende tidspunkt. Ordningen omfatter en lang række undtagelser for fuldt ud at opfylde vores humanitære bistandsforpligtelser og beskytte vaccineleverancer til vores nabolande og til lande i nød, der er omfattet af COVAX-faciliteten.”

Kommissær for sundhed og fødevaresikkerhed, Stella Kyriakides, udtaler: “Det meste af sidste år arbejdede vi hårdt for at indgå forhåndsindkøbsaftaler med vaccineproducenter er at bringe vacciner ud til borgerne i og uden for Europa. Vi ydede forhåndsfinansiering til virksomheder for at opbygge den nødvendige produktionskapacitet til fremstilling af vacciner, så leverancerne kan påbegyndes, så snart de er godkendt. Vi har nu brug for gennemsigtighed om, hvor de vacciner, vi sikrede, går hen, og sikre, at de når ud til borgerne. Vi står til ansvar over for de europæiske borgere og skatteydere — hvilket er et centralt princip for os.”

Kommissionen har investeret store summer i udviklingen af vaccineudvikleres produktionskapacitet i EU. Formålet var at sikre hurtigere levering af vacciner til de europæiske borgere og støtte planlægning og vaccinationsstrategier med det endelige mål at beskytte folkesundheden. Det er derfor rimeligt, at EU overvåger, hvordan de midler, der er udbetalt i henhold til forhåndsindkøbsaftalerne (APA), er blevet anvendt, navnlig i en situation med potentiel mangel på vigtige covid-19-vacciner. Hovedformålet er at skabe offentlig gennemsigtighed for de europæiske borgere. Gennemsigtigheds- og godkendelsessystemet vil kræve, at virksomhederne underretter EU-landets myndigheder om, at de agter at eksportere vacciner, der er produceret i Den Europæiske Union.

Ordningen for eksporttilladelser

Denne gennemførelsesretsakt, der vedtages ved hasteprocedure og offentliggøres i dag, indeholder bestemmelser om tilladelser til eksport af covid-19-vacciner til lande uden for EU indtil udgangen af marts 2021. Ordningen gælder kun for eksport fra virksomheder, med hvilke EU har indgået forhåndsindkøbsaftaler.

På grundlag af tidligere erfaringer med en lignende foranstaltning vedrørende personlige værnemidler i foråret 2020 vil Kommissionen bistå EU-landene med at oprette den relevante mekanisme for at sikre en gnidningsløs og koordineret gennemførelse af forordningen.

Denne foranstaltning er målrettet, forholdsmæssig, gennemsigtig og midlertidig. Den er i fuld overensstemmelse med EU’s internationale forpligtelser under Verdenshandelsorganisationen og G20 og i overensstemmelse med, hvad EU har foreslået inden for rammerne af WTO’s handels- og sundhedsinitiativ. EU har forpligtet sig til international solidaritet og undtager derfor fra ordningen vacciner, der leveres til humanitær bistand eller til lande under COVAX-faciliteten og til vores nabolande.

Om EU’s vaccinestrategi

Den 17. juni fremlagde Europa-Kommissionen en europæisk strategi for at fremskynde udviklingen, fremstillingen og anvendelsen af effektive og sikre vacciner mod covid-19. Til gengæld for retten til at købe et bestemt antal vaccinedoser inden for en given tidsramme finansierer Kommissionen nogle af de startomkostninger, som vaccineproducenter står over for, gennem forhåndsindkøbsaftaler (APA’er). Finansieringen betragtes som en udbetaling for de vacciner, der faktisk vil blive købt af medlemslandene. APA’en er derfor en risikoreducerende forhåndsinvestering til gengæld for en bindende forpligtelse fra virksomheden til at præproducere, selv inden den får en markedsføringstilladelse. Dette burde muliggøre en hurtig og stabil levering, så snart tilladelsen er givet.

- Advertisement - Oresunds Deals DK

Mere

- Advertisement - Oresunds Deals

Seneste artikel