Fritidsforvaltningen i Malmö har nu fjernet statuen af byens store fodboldspiller, Zlatan Ibrahimovic, uden for Malmö stadion. Nu venter en større renovering, efter at statuen er blevet vandaliseret i løbet af de 107 dage, den stod fremme.
Statuen vil nu blive renoveret, men hvornår og hvor den sættes op igen er uklart. Malmøs kommunalbestyrelse træffer en afgørende beslutning om det senere til foråret. Samtidig er regningen for Malmös skatteydere kommet, og kommunen bliver nødt til at betale ca. 230.000 svenske kroner for blandt andet bevogtning af statuen, rensning, transport og renovering, skriver Sydsvenskan.
Zlatan-statuen blev afsløret i oktober foran et stort publikum uden for Malmö Stadion og med verdensstjernen selv på plads. Men statuen er siden blevet udsat for omfattende hærværk, der er baseret på Zlatan Ibrahimovics beslutning om at blive partner i det svenske fodboldhold Hammarby, en konkurrent til Malmö FF. Den 5. januar savede nogen statuen over ved anklerne så den væltede, og kommunen besluttede at fjerne den. Zlatan Ibrahimovic selv har valgt ikke at kommentere vandaliseringen af statuen. (News Øresund)