0.3 C
Copenhagen
torsdag, november 21, 2024

Tunge køretøjer: Rådet godkender strengere CO₂-emissionsnormer

EU

Rådet vedtog i dag (13 maj 2024 n.r.) formelt forordningen om CO₂-emissionsnormer for tunge køretøjer, som ændrer og styrker de eksisterende EU-regler. De ajourførte regler vil reducere CO₂-emissionerne fra vejtransport yderligere og indføre nye mål for 2030, 2035 og 2040.

Mere solide normer for CO2-emissioner vil bidrage til at øge andelen af nulemissionskøretøjer i vognparken af tunge køretøjer i hele EU og samtidig sikre, at sektorens innovation og konkurrenceevne bevares og styrkes.

Udvidet anvendelsesområde

De reviderede regler udvider den nuværende forordnings anvendelsesområde, så næsten alle nye tunge køretøjer med certificerede CO2-emissioner – bl.a. mindre lastbiler, bybusser, turistbusser og påhængskøretøjer – underlægges emissionsreduktionsmål.

Nye emissionsreduktionsmål

De nye regler fastholder det nuværende 2025-mål, der i øjeblikket er sat til en emissionsreduktion på 15 % for tunge lastbiler med en vægt på over 16 ton. I overensstemmelse med EU’s klimamål for 2030 og derefter fastsætter forordningen desuden følgende nye mål:

  • 45 % emissionsreduktion fra 2030 (øget fra 30 %)
  • 65 % emissionsreduktion fra 2035
  • 90 % emissionsreduktion fra 2040

Disse mål vil gælde for mellemstore lastbiler, tunge lastbiler med en vægt på over 7,5 ton og turistbusser samt tilsvarende specialkøretøjer fra 2035 og fremefter.

Nulemissionsmål for bybusser

De nye regler indfører et nulemissionsmål på 100 % for nye bybusser senest i 2035 med et mellemliggende mål på 90 % for denne kategori senest i 2030. Intercitybusser vil være undtaget fra dette mål, da de vil blive betragtet som turistbusser med henblik på måling af emissionsreduktion.

Næste skridt

Forordningen vil nu blive undertegnet og offentliggjort i EU-Tidende. Den træder i kraft 20 dage efter offentliggørelsen.

Effektiviteten og virkningen af den ændrede forordning vil blive taget op til revision af Kommissionen i 2027.

Kommissionen vil bl.a. også skulle vurdere muligheden for at udvikle en fælles metode til vurdering og rapportering af hele livscyklussen for nye tunge køretøjers CO2-emissioner.

Baggrund

Sektoren for tunge køretøjer tegner sig for over 25 % af drivhusgasemissionerne fra vejtransport i EU. CO2-emissionsnormerne for visse tunge køretøjer blev fastsat første gang i 2019 med mål for 2025-2029 og for 2030 og fremefter med en bestemmelse om, at forordningen skulle revideres senest i 2022.

Den 14. februar 2023 forelagde Kommissionen et forslag til revision af CO2-emissionsnormerne for tunge køretøjer. Denne revision er en integreret del af Fit for 55-lovgivningspakken. De ajourførte regler bidrager til EU’s mål om at reducere sine nettodrivhusgasemissioner med mindst 55 % senest i 2030 i forhold til 1990-niveauet og opnå klimaneutralitet senest i 2050.

- Advertisement - Oresunds Deals DK

Mere

- Advertisement - Oresunds Deals

Seneste artikel