Donald Trumps toldkrig har domineret årets nyhedsbillede. Men ifølge nationaløkonomen Fredrik NG Andersson risikerer vi at stirre os blinde på de kortsigtede effekter. I virkeligheden står verden over for en ny magtorden, som på længere sigt vil ændre både politik og økonomi – og markere afslutningen på 1990’ernes verdensopfattelse.
Usikkerheden omkring toldsatserne har vakt en række spørgsmål: Hvad bliver de umiddelbare konsekvenser for svenske virksomheder, arbejdspladser og indkomster? Vil Riksbanken sænke renten for at kompensere?
Fredrik N. G. Andersson mener, at spørgsmålene er fuldt forståelige, men han opfordrer samtidig til, at vi løfter blikket. Fokus bør ikke kun ligge på det, der sker her og nu, men også på de langsigtede konsekvenser. Vi befinder os i begyndelsen af en ny verdensorden, understreger han.
– Det, der sker i dag, handler ikke kun om en enkelt person og hans overbevisning om, at told er et universalmiddel til at styrke den amerikanske økonomi. Handelshindringer er blevet stadig mere almindelige gennem længere tid. Selv under Biden-administrationen blev toldsatserne hævet, og nye reguleringer til fordel for den hjemlige økonomi blev indført. Trump sætter sit præg på udviklingen, men er en del af noget langt større, siger Fredrik NG Andersson og tilføjer, at historien kan hjælpe os til at forstå, hvad det indebærer – men kun hvis vi vælger den rette historiske sammenligning.
Det er almindeligt at drage paralleller til toldkrigene i 1930’erne. Fredrik N. G. Andersson mener dog ikke, at det er den mest præcise sammenligning. Dengang var tolden et svar på den store depression og blev indført i en økonomi, der allerede var i frit fald. Sådan ser situationen ikke ud i dag.
En mere relevant sammenligning, siger han, er Storbritannien omkring år 1900. Under den tidlige industrialisering var landet verdens førende økonomiske supermagt – og en ivrig fortaler for frihandel. I slutningen af 1800-tallet blev denne position udfordret af andre hurtigt voksende industrinationer som USA og Tyskland. Dengang opstod en debat, som på mange måder minder om den, der findes i USA i dag: at andre lande udnyttede frihandlen på Storbritanniens bekostning. Krav om told for at beskytte arbejdernes job og indkomster voksede frem – præcis som i USA i dag.
En central skikkelse i denne debat var Joseph Chamberlain, en politiker, som på flere måder kan sammenlignes med Donald Trump. Ligesom Trump tilhørte han samfundets top, men fremstillede sig som arbejdernes forkæmper. I begge tilfælde handlede det mindre om detaljerede økonomiske beregninger og mere om en politisk vision, hvor handelspolitikken blev et symbol på national styrke og selvbestemmelse. En vigtig forskel er dog, at Chamberlains idéer først blev ført ud i praksis under 1930’ernes depression – selvom de blev flittigt debatteret længe inden.
I dag står USA over for øget konkurrence fra Kina, der er vokset frem som en central aktør i den globale økonomi. Ligesom Storbritannien for hundrede år siden oplever USA en trussel mod sin status som supermagt. Biden-administrationen har i flere henseender haft en lignende tilgang som Trump, især når det gælder om at begrænse Kinas adgang til teknologi og handel for at beskytte nationale interesser.
Perioder med frihandel og globalisering opstår typisk, når den dominerende økonomi føler sig tryg i sin overlegne position. Når det økonomiske og politiske selvbillede udfordres, og nye konkurrenter gør krav på indflydelse, mindskes viljen til at holde markederne åbne. I stedet indledes en ny fase, hvor handelspolitikken bliver et redskab til at hævde magt og beskytte egne interesser.
Hvad indebærer denne nye verdensorden?
Den globaliserede økonomi, som voksede frem i 1990’erne, opstod i en verden, hvor USA havde vundet den kolde krig og stod som uanfægtet supermagt. I dag befinder vi os i en verden præget af stigende konkurrence. Hertil kommer et omfattende teknologiskifte, ikke mindst inden for kunstig intelligens, hvor rivaliseringen mellem USA og Kina bliver stadig mere intens.
Hvordan denne nye verden vil se ud, kan vi kun gisne om. Ifølge Fredrik N. G. Andersson er det en fejl at tro, at en ny amerikansk præsident vil betyde en tilbagevenden til, hvordan det engang var.
– Vi skaber ofte fremtidsbilleder med hjælp fra bakspejlet. Historien, som det britiske eksempel viser, giver vigtige lærdomme, men forestillingen om, at 1990’ernes idéer og strukturer var universelle, og at vi kan vende tilbage til dem, er urealistisk. Epoker, der er forbi, er aldrig vendt tilbage – de er blevet erstattet af noget nyt, formet af tidens økonomiske, teknologiske, sociale og politiske strømninger, siger han.
Hvordan skal vi møde denne nye verden?
Andersson mener, at vi alle er med til at præge udviklingen, men at små lande som Sverige ikke har meget at skulle have sagt. EU, som på mange områder er kommet teknologisk bagefter, er heller ingen tung magtspiller i øjeblikket. Snarere handler det om at tilpasse sig de nye vilkår. Sverige har dog gode muligheder for at klare omstillingen: økonomien er relativt fleksibel, teknologisk udvikling ligger langt fremme, og afhængigheden af USA er mindre end i mange andre lande, understreger Fredrik N. G. Andersson. I modsætning til flere europæiske økonomier har Sverige holdt styr på sine finanser og har de nødvendige redskaber til at møde den fremtid, der nu vokser frem.
I stedet for at se tilbage mod 1990’erne bør vi fokusere på fremtiden og de muligheder, den skaber. Hvem ved – måske bliver fremtiden bedre end datiden, afslutter Fredrik N. G. Andersson.
Artiklen er oprindeligt publiceret på Lunds Universitets hjemmeside:
https://www.lu.se/artikel/dags-att-saga-adjo-till-1990-talet
