Hvorfor bliver nogle mennesker radikaliserede og villige til at bruge vold, mens andre i samme miljø ikke gør det? En ny forskningsmodel fra Københavns Universitet undersøger samspillet mellem personlighed, samfundsforhold og individets egen opfattelse af virkeligheden.
Tre centrale faktorer i spil
Bag modellen står lektor Milan Obaidi i samarbejde med forskere fra Uppsala Universitet, Aarhus Universitet og Universitetet i Stuttgart. Undersøgelsen er offentliggjort i European Review of Social Psychology.
Obaidi understreger, at tidligere forskning ofte har været baseret på antagelser frem for reel data:
“Siden 11. september har ekstremisme været et varmt emne, men der har manglet solide data, eksperimenter og interviews med personer dømt for voldelig ekstremisme.”
Den nye model kombinerer indsigter fra psykologi, sociologi og statskundskab – en tværfaglig tilgang, der giver en dybere forståelse af, hvorfor nogle individer udvikler en beredskab til vold.
Uretfærdighed – set med individets øjne
Tidligere analyser har ofte fokuseret på direkte sammenhænge mellem sociale problemer – såsom ulighed – og radikalisering. Men ifølge Obaidi er det ikke kun de objektive forhold, der tæller, men hvordan individet oplever dem.
Nogle accepterer samfundets uretfærdigheder, mens andre reagerer med vrede og radikal adfærd i samme kontekst. Den subjektive oplevelse af uretfærdighed er derfor afgørende.
Personlighedens indflydelse
Modellen peger også på personlighedstræk som en tredje, afgørende faktor. Der er klare sammenhænge mellem visse træk og tilbøjelighed til voldelig ekstremisme – både blandt jihadister og højreekstreme.
Et nøgleeksempel er personlighedstrækket “openness to experience” (åbenhed over for nye oplevelser). Hos førstegenerationsindvandrere mindsker høj åbenhed risikoen for vold, mens den hos tredje generation kan føre til øget eksponering for diskrimination – og dermed større risiko for radikalisering.
Styrket deradikaliseringsarbejde
Forskerne håber, at modellen kan danne grundlag for mere målrettede og effektive indsatser mod radikalisering. Mange eksisterende programmer bygger stadig på formodninger frem for dokumenteret viden. En bedre forståelse af drivkræfterne bag ekstremisme kan derfor gøre en reel forskel.
Mod en mere nuanceret debat
Obaidi peger også på, at offentligheden ofte tolker ekstremisme forskelligt alt efter gerningsmandens baggrund. Højreekstreme angreb – som Breiviks i 2011 – forklares ofte med psykisk sygdom, mens jihadistisk vold forbindes med kultur og religion.
Men modellen viser, at begge former for ekstremisme udspringer af det samme komplekse samspil:
“Ideologi, samfundsforhold og personlighed hænger tæt sammen. Vi ser fælles mønstre hos mennesker, der er villige til at ty til vold – uanset om de er højreekstreme eller jihadister.”
