VANDMILJØ
Da billeder af gispende fisk og død havbund gik Danmark rundt i sommer, kom det moderne landbrugs brug af gødning atter i fokus. Men problemerne er på ingen måde nye: Allerede i slutningen af 1800-tallet begyndte den omformning af de danske fjordområder til landbrugsarealer, som kulminerede med store dræningsprojekter i perioden 1940-1970. Det viser forskere fra Københavns Universitet i ny artikel.
Sidste sommer blev mange danskere chokerede, da en lang række medier bragte billeder og videoer af døde fjordbunde uden noget dyre- eller planteliv. Mediehistorierne om det danske vandmiljøs deprimerende tilstand førte til en heftig debat om gødning af landbrugsarealer og kvælstofudledning.
Signe Brieghel og Nina Toudal Jessen, som begge forsker i landskabsforandringer og landbrugets historie ved Københavns Universitet, hilste debatten velkommen. Men de manglede et væsentligt historisk perspektiv på krisen. Det udfolder de nu i deres forskningsartikel Fjorden under jorden.
Med udgangspunkt i to konkrete infrastrukturprojekter – dræningen af Vejle Ådal og inddæmningen af Hjarbæk Fjord – viser de, hvordan en voldsom udvidelse af landbrugsarealerne på bekostning af vand- og vådområder i helt bogstavelig forstand har gødet jorden for den aktuelle vandmiljøkrise.
– Vi tænker i dag på kornmarkerne ved de danske fjorde som den naturlige tilstand – at vores fjordlandskaber må have set sådan ud i umindelige tider. Men i virkeligheden er de resultatet af en grundlæggende omformning af landskabet omkring vores fjorde, som kulminerede med omfattende dræningsprojekter i perioden 1940-1970, forklarer Nina Toudal Jessen.
Signe Brieghel supplerer:
– Beslutningen om at dræne de mange tusinde kvadratkilometer lavbundsarealer hang sammen med et politisk ønske om at øge landbrugsproduktionen, mens verdensmarkederne var gunstige under og efter 2. verdenskrig. Samtidig blev udvidelsen af landbrugsarealerne brugt som egnsudviklingspolitik, hvor blandt andet Vejle-egnen fik tilført statslige støttemidler for at dræne Vejle Ådal.
Frem til 1970 blev der nedlagt dræn i halvdelen af det samlede danske landbrugsareal, svarende til 1 million kilometer drænrør.
– Det betyder med andre ord, at alle marker ved fjordene er forbundne. Så det nytter ikke bare at fokusere på de marker, der ligger tæt ved vandet, hvis man vil gøre noget ved udledningen af kvælstof i fjordene. Det er hele oplandet, man skal se på, siger Nina Toudal Jessen.
Behov for et baselineskifte?
De to forskere opfordrer altså til, at vi ser den aktuelle vandmiljøkrise i en større kulturhistorisk sammenhæng, og de mener, at krisen bør give anledning til at genoverveje forholdet mellem jord og vand i det danske landskab:
– Fra naturens side er fjordlandskaberne slet ikke egnede til dyrkning af korn, da kornplanter har brug for tør jord. Og det var selvfølgelig derfor, man i sin tid besluttede at dræne eller inddæmme arealerne for at skabe mere vækst ved at udvide landbrugsarealet, fortæller Signe Brieghel.
Men vandmiljøets rolle som underordnet landbrugsjorden er jo ikke naturgivet, understreger hun og Nina Toudal Jessen. Det er resultatet af politiske beslutninger gennem historien, som eksemplerne fra Vejle Ådal og Hjarbæk Fjord viser.
– Der er altid en fare for, at vi forstår vores omgivelser ud fra den tilstand, de aktuelt er i. Det kalder naturvidenskaben ”shifting baseline syndrome”, hvor udgangspunktet for forståelsen af naturen hele tiden forskubbes. Så måske er det på tide med endnu et baselineskifte? Måske skulle vi simpelthen erkende, at store dele af Danmarks areal ikke er et landbrugslandskab, men fjordlandskaber?
Læs artiklen forskningsartikel Fjorden under jorden – grundforbedringsprojekter og historisk dødvande i Vejle og Hjarbæk Fjorde i tidsskriftet Kulturstudier.
