Kommissionen har i dag (28 juli 2023) foreslået en forordning om sikkerhedskrav til legetøj, der reviderer de nuværende regler om beskyttelse af børn mod potentielle risici ved legetøj. Legetøj, der markedsføres i EU, er allerede nu blandt det sikreste legetøj i verden. De foreslåede regler vil yderligere forbedre denne beskyttelse, navnlig mod skadelige kemikalier. De har også til formål at reducere den store mængde usikkert legetøj, der stadig sælges i EU, navnlig online, og at skabe mere lige konkurrencevilkår for henholdsvis legetøj, der er fremstillet i EU, og importeret legetøj. Samtidig vil de fortsat sikre den frie bevægelighed for legetøj på det indre marked.
Med udgangspunkt i de eksisterende regler ajourfører det forslag, der fremlægges i dag, de sikkerhedskrav, som legetøj skal opfylde for at kunne markedsføres i EU — uanset om det er fremstillet i eller uden for EU. Mere konkret vil det forslag, der fremlægges i dag:
- Øge beskyttelsen mod skadelige kemikalier: Forslaget bevarer ikke blot det nuværende forbud mod stoffer, der er kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske (CMR-stoffer), men forbyder desuden anvendelse af andre skadelige kemikalier i legetøj. Forslaget fokuserer primært på kemikalier, som er særligt skadelige for børn. Det indebærer eksempelvis, at det bliver forbudt at anvende kemikalier i legetøj, som påvirker hormonsystemet (hormonforstyrrende stoffer), og kemikalier, som påvirker åndedrætssystemet, eller som er giftige for et bestemt organ.
- Skærpe håndhævelsen: Forslaget sikrer, at der kun kan sælges sikkert legetøj i EU. Alt legetøj skal have et digitalt produktpas, som vil indeholde oplysninger om overholdelse af kravene i den foreslåede forordning. Importører skal indsende digitale produktpas for alt legetøj ved EU’s grænser, herunder også for legetøj, der sælges online. Et nyt IT-system vil screene alle digitale produktpas ved de ydre grænser og identificere forsendelser, der kræver nærmere toldkontrol. De nationale inspektører vil fortsat være ansvarlige for at foretage kontrol af legetøj. Hvis der desuden konstateres farligt legetøj, der udgør en risiko, som ikke er eksplicit omhandlet i forordningen, sikrer forslaget, at Kommissionen har beføjelse til at kræve det pågældende legetøj fjernet fra markedet.
Baggrund
Legetøj er reguleret ved direktiv 2009/48/EF om sikkerhedskrav til legetøj. Dette direktiv indeholder de sikkerhedskrav, som legetøj skal opfylde for at kunne bringes i omsætning på EU-markedet — uanset om det er fremstillet i EU eller i et tredjeland. Dette letter den frie bevægelighed for legetøj på det indre marked.
I forbindelse med Kommissionens evaluering af legetøjsdirektivet blev der imidlertid konstateret en række svagheder ved den praktiske anvendelse af direktivet, siden det blev vedtaget i 2009. Navnlig er der behov for at sikre et højere niveau af beskyttelse mod mulige risici ved legetøj, især risici ved skadelige kemikalier. Evalueringen konkluderede også, at gennemførelsen af direktivet skal være mere effektiv, navnlig inden for onlinesalg.
Derudover blev der i EU’s kemikaliestrategi for bæredygtighed opfordret til at styrke beskyttelsen af forbrugere og sårbare grupper mod særligt skadelige kemikalier. Som følge heraf foreslår Kommissionen disse nye regler for at sikre, at der kun sælges sikkert legetøj i EU.