Forsamlingsloftet i Danmark sænkes: Maks fem personer må samles

Afstandskravet i butikker og i det offentlige rum bliver hævet fra én til to meter.

Restriktionerne omkring forsamlingsloftet og afstandskravet i Danmark bliver skærpet i lyset af en særlig smitsom virusvariant fra Storbritannien.

Forsamlingsloftet i Danmark bliver fra og med i morgen sænket fra ti til fem personer. Samtidig bliver afstandskravet i butikker og i det offentlige rum hævet fra én til to meter. Det kom frem på et pressemøde tirsdag eftermiddag i Statsministeriet.

“Bliv mest mulig derhjemme,” sagde statsminister Mette Frederiksen (S).

De skærpede restriktioner sker, da regeringen og sundhedsmyndighederne er bekymrede for en særlig smitsom mutation fra Storbritannien af coronavirusset, der er vurderet til at være 50-74 procent mere smitsom, ifølge Statens Serum Institut.

Den 2. januar oplyste Statens Serum Institut endvidere, at 86 tilfælde af den nye virusvariant er blevet påvist i Danmark.

På pressemødet kom der ikke nye restriktioner over for daginstitutionerne, selvom regeringens støttepartier SF og Enhedslisten ellers havde foretrukket, at de blev lukket, ifølge DR.

Restriktionerne gælder frem til og med d. 17. januar.