EU-UK-aftale: Afgørende med ”lige vilkår” for at sikre fair konkurrence

  • Integriteten i EU’s indre marked og toldunion skal bevares
  • Der bør være en ”dynamisk tilpasning” af reglerne mellem EU og UK
  • EU skal beskytte sine mest følsomme sektorer

Parlamentet opfordrer til garanti for lige vilkår gennem robuste forpligtelser og ”dynamisk tilpasning” af EU-UK-reglerne.

Europa-Parlamentet vedtog onsdag en beslutning med MEPernes første input til de kommende forhandlinger med den britiske regering om et nyt partnerskab mellem EU og Det Forenede Kongerige efter overgangsperioden. Beslutningen blev vedtaget med 543 stemmer for, 39 stemmer imod og 69 hverken for eller imod.

MEPerne ser gerne, at associeringsaftalen med Det Forenede Kongerige bliver så omfattende som muligt baseret på tre overordnede punkter:

  1. Et økonomisk partnerskab
  2. Et partnerskab for udenrigsanliggender
  3. Specifikke sektorspørgsmål.

Et land uden for EU kan dog ikke nyde de samme rettigheder som en medlemsstat, og integriteten af det indre marked og toldunionen skal til enhver tid bevares, siger MEPerne.

Fremtidige handelsaftaler mellem EU og Det Forenede Kongerige

MEPerne er stort set enige i de rammer, under hvilke Kommissionen har foreslået at forhandle en ambitiøs frihandelsaftale. I betragtning af størrelsen på Det Forenede Kongeriges økonomi og dets geografiske placering bør den fremtidige konkurrence med EU ske på “lige vilkår”, hvilket nødvendiggør garantier for fælles regler indenfor områder som socialpolitik, miljøet, skat, statsstøtte, forbrugerbeskyttelse og klima.

For at kunne fortsættehandel uden kvoter og told skal den britiske regering love at opdatere sine regler om for eksempel konkurrence, arbejdsstandarder og miljøbeskyttelse for at sikre “dynamisk tilpasning” af EU-UK-lovgivningen, siger MEPerne.

Afgørende for at beskytte de mest følsomme sektorer

Beslutningen gør det også klart, at enhver frihandelsaftale mellem EU og Det Forenede Kongerige skal være betinget af en forudgående aftale om fiskeri inden juni 2020, hvis den skal have Parlamentets samtykke. Hvis Det Forenede Kongerige ikke overholder EU’s love og standarder, bør Kommissionen “evaluere mulige kvoter og told for de mest følsomme sektorer såvel som behovet for beskyttelsesklausuler for at beskytte integriteten af EU’s indre marked”. Dette er især vigtigt for fødevarer og landbrugsimport, der nøje skal overholde EU-regler.

Andre prioriteter

Teksten indeholder også kapitler om borgernes rettigheder og mobilitet for personer, databeskyttelse, fremtiden for finansielle tjenester, situationen på øen Irland, EU-Domstolens rolle i bilæggelse af tvister, EU-programmer og agenturer, udenrigspolitik og sikkerhedsspørgsmål såvel som andre af Europa-Parlamentets prioriteringer. Teksten bliver tilgængelig i sin helhed her efter afstemningen.

Parlamentet støtter også at lade Gibraltar stå uden for den aftale, der skal laves med Det Forenede Kongerige, og at en mulig separat aftale vil skulle godkendes af den spanske regering.

Næste skridt

Beslutningen er baseret på Europa-Kommissionens udkast til forhandlingsmandat, som blev præsenteret af EU’s chefforhandler Michel Barnier mandag 3. februar. Mandatet er den ramme, der fastlægger formålet med, omfanget af og målsætningerne for forhandlingerne. De skal også godkendes af EU27-landenes repræsentanter i Rådet, hvilket forventes at ske den 25. februar.

KILDEEuropa-Parlamentet
Tidligere artikelSvensk, dansk eller ”skandigrød”
Næste artikelStop illegal handel med hunde og katte