MEP’erne drøftede Ruslands invasion af Ukraine og gav udtryk for deres urokkelige støtte til Ukraine og til bestræbelserne på at bringe landet tættere på resten af Europa.
Tirsdag afholdt Europa-Parlamentet et ekstraordinært plenarmøde i Bruxelles for at debattere Ruslands militære angreb på Ukraine. Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj og formanden for det ukrainske parlament Verkhovna Rada, Ruslan Stefanchuk, talte direkte fra Kyiv. Formændene for Det Europæiske Råd og Kommissionen, Charles Michel og Ursula von der Leyen samt EU’s udenrigspolitiske chef Josep Borrell deltog også i debatten.
Ved indledningen af debatten udtalte Europa-Parlamentets formand, Roberta Metsola: “Vi befinder os her i dag i den mørke skygge af Putins krig. En krig, vi ikke udløste. En krig, vi ikke startede. En uhyrlig invasion af en suveræn, uafhængig stat. På vegne af Europa-Parlamentet fordømmer jeg på det kraftigste den russiske militære aggression mod Ukraine og udtrykker min solidaritet med alle dem, der lider, og med alle de dræbte og deres familier.”
“Vi vil bakke op. Vi vil ikke se bort, når de, der kæmper på gaderne for vores værdier, står over for Putins massive krigsmaskine. Vi vil støtte Den Internationale Straffedomstols jurisdiktion og efterforskning af krigsforbrydelser i Ukraine. Vi vil holde ham ansvarlig,” tilføjede hun.
Zelenskyj opfordrer EU til at bevise, at de står sammen med Ukraine
Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj sagde: “Det er her i pausen mellem missilangreb”, at Parlamentet og EU’s ledere skal “bevise, at EU er med Ukraine. Jeg taler i dag på vegne af de ukrainske borgere, som forsvarer deres land med risikoen for at betale den ultimative pris,” fortsatte han.
Zelenskyj henviste til angrebet på Kharkiv, “byen med landets største plads, som hedder “Frihedens Plads”. Denne morgen ramte to missiler pladsen og dusinvis blev dræbt. Det er den pris, vi betaler for vores frihed. Fra nu af vil alle pladser i alle ukrainske byer blive kaldt Frihedens Plads”.
“Vi kæmper for vores rettigheder, vores frihed, vores samfund og lige nu også for vores overlevelse. Vi kæmper også for at være lige medlemmer af Europa. Så nu skal I bevise, at I står sammen med os,” sagde han til MEP’erne. “Bevise, at I rent faktisk er europæere så livet kan vinde over døden, og lyset over mørket.”
Formanden for Verkhovna Rada, Ruslan Stefanchuk, fortalte MEP’erne: “Ukraine forsvarer grænsen til den civiliserede verden, og hvis Ukraine falder, så ved ingen, hvor russerne vil stoppe.” Han insisterede på, at den bedste måde at støtte Ukraine på er “en reel anerkendelse af vores europæiske ambitioner”.
“Denne brutale og massive invasion af Ukraine er uberettiget, uprovokeret og baseret på afskyelige løgne, og det sker udelukkende fordi Ukraine på Maidan-pladsen valgte frihed, demokrati og retsstat,” sagde formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, og kaldte den russiske præsident Vladimir Putins invasion “geopolitisk terrorisme”. Han forsikrede medlemmerne af Europa-Parlamentet om, at Rådet vil analysere Ukraines “seriøse, symbolske, politiske og efter min mening legitime anmodning” om at blive medlem af EU.
Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, udtalte: “Dette er et sandhedens øjeblik for Europa. Det er et sammenstød mellem retsstatsprincippet og våbnenes magt, mellem en regelbaseret orden og ren aggression. Vi kan ikke tage vores sikkerhed for givet, men må investere i den.” Hun understregede, at “hvis Putin forsøger at splitte EU, NATO og det internationale samfund, så har han opnået det modsatte.”
“Der skal to til for at skabe fred, men, som Putin har vist, kun én til at starte en krig. Derfor er vi nødt til markant at øge vores afskrækkelseskapacitet for at forhindre krig,” sagde EU’s udenrigspolitiske chef Josep Borrell. “Forsvaret for retsstatsprincippet og styrkelsen af handelsforbindelserne vil ikke være nok til at gøre verden til et fredeligt sted,” tilføjede han.
En ny æra er begyndt
Mange MEP’er understregede, at den russiske invasion af Ukraine markerer begyndelsen på en ny æra for Europa og verden. De fordømte den russiske præsident Vladimir Putin og Kremls brutale aggression og udtrykte deres beundring over, hvordan den ukrainske hær og befolkning modstår angrebet, kæmper for deres land, frihed, demokrati og fælles europæiske værdier.
De glædede sig også over Europas stærke svar på det ulovlige angreb, såsom de vedtagne sanktionspakker, og understregede samtidig behovet for at forblive forenet for fortsat at kunne tackle de alvorlige udfordringer, der venter forude.
Nogle medlemmer gik ind for at anerkende Ukraines europæiske forhåbninger og kamp for frihed ved at intensivere EU’s arbejde med at give landet status som EU-kandidatland. Andre fremhævede betydningen af i fællesskab at tackle de konsekvenser, som sanktionerne mod Rusland vil få for den europæiske økonomi, der stadig er ved at komme sig efter en global pandemi. Det skal ske ved støtte til de lande, der er hårdest ramt, samt til virksomheder og borgere. Endelig pegede nogle på behovet for at tage imod ukrainere, der flygter fra krig, og understregede, at alle EU-lande deler dette ansvar.
Kilde: Europa-Parlamentet