Reallønningerne er steget støt i Sverige, hvilket har betydet, at de fleste svenskere har fået flere penge at leve for. Samtidig er de sociale skel i samfundet vokset. Udsatte grupper har fået sværere vilkår, fordi ydelsesniveauerne i de sociale tryghedssystemer siden 1990’erne ikke har fulgt den generelle udvikling. Det viser forskning fra statskundskabsforsker Sebastian Sirén.
– Forskellene mellem dem, der er i arbejde, og dem, der er afhængige af de offentlige tryghedssystemer for deres forsørgelse, er vokset over tid. Det ser vi tydeligt, når vi ser på det, der kaldes relativ fattigdom, fortæller Sebastian Sirén, postdoc ved Institut for Statskundskab.
Definitionen på relativ fattigdom er at have en indkomst, der ligger under 60 procent af landets medianindkomst. Ifølge Sebastian Sirén er andelen af personer i Sverige, der befinder sig under denne grænse, fordoblet siden 1995, hvor andelen lå på syv procent.
– Tryghedssystemerne i 1980’erne og 1990’erne beskyttede i vid udstrækning husholdninger, der blev ramt af arbejdsløshed og sygdom, mod relativ fattigdom. I dag ser vi, at risikoen for at falde under grænsen for relativ fattigdom er markant højere for husholdninger, der er afhængige af arbejdsløsheds- og sygeforsikring, end for husholdninger, der primært forsørger sig gennem arbejde. Denne forskel er vokset dramatisk, siger Sebastian Sirén.
I et nyt forskningsprojekt undersøger han velfærdspolitiske forandringer og deres betydning for husholdninger med risiko for lave indkomster. De grupper, han fokuserer på, er enlige forældre, arbejdsløse, unge og migranter. Han sammenligner indkomstudviklingen over tid i Sverige og i flere andre velfærdsstater rundt om i verden fra 1980’erne og frem.
– Jeg undersøger også, i hvilken grad ændringer i velfærdspolitikken kan forklare udfaldene for forskellige grupper. Dels handler det om at sætte Sverige ind i et sammenlignende perspektiv og se, hvordan udviklingen her adskiller sig fra andre sammenlignelige lande. Sammenligninger kan også bruges som metode til at forstå, hvordan politikudformning påvirker mennesker i forskellige lande. Hvis vi kun studerer Sverige, er det svært at drage konklusioner om, hvilken rolle den nationale politik spiller for de udfald, vi interesserer os for – såsom ulighed eller fattigdom, forklarer Sebastian Sirén.
Vendepunkt i velfærdsstatens udvikling
De systemer, han fokuserer på, er sygedagpenge, pensionssystemet, arbejdsskadeforsikringen, arbejdsløshedsforsikringen, børneydelser og forældreorlov. Han ser også på behovsprøvede ydelser til udsatte husholdninger uden anden indkomst, såsom kontanthjælp og boligstøtte. At han netop tager udgangspunkt i 1980’erne, skyldes, at der her indtraf et vendepunkt i velfærdsstatens udvikling.
– I hele den vestlige verden kan man se en periode med opbygning og udvidelse af velfærdspolitikken frem til omkring 1980. Derefter bremses denne udvidelsesfase og overgår gradvist til en periode med nedskæringer. Det er en international tendens, og vi ser den tydeligt i Sverige i tiden efter 1990’ernes økonomiske krise, siger Sebastian Sirén.
Ydelsesniveauerne blev sænket
I forbindelse med finanskrisen i første halvdel af 1990’erne begyndte Sverige også at sænke ydelsesniveauerne i de sociale sikringssystemer, som indtil da havde været blandt de mest generøse i verden.
– Nogle niveauer blev delvist genoprettet, men ikke til samme niveau som tidligere. Samtidig har vi haft en udvikling – tydeligst i arbejdsløshedsforsikringen – hvor der er fastsat loft over ydelserne, som ikke reguleres i samme tempo som reallønningerne. Det har betydet, at stadig flere lønmodtagere rammer loftet i disse ordninger. På den måde er den erstatning, som almindelige lønmodtagere modtager ved arbejdsløshed – og i dag også ved sygdom og delvist ved pension – i stigende grad blevet bestemt af maksimumydelserne i systemerne, siger Sebastian Sirén.
Sverige omkring gennemsnittet
De nedskæringer, der er gennemført i systemerne, har betydet, at Sverige i de seneste årtier er sakket bagud i forhold til flere andre lande, som i højere grad har bevaret ydelsesniveauerne eller styrket deres velfærdssystemer.
– Det gælder både generøsiteten i de sociale sikringssystemer og støtten til udsatte gennem kontanthjælp. Ser vi på OECD-landene, befinder Sverige sig i mange tilfælde omkring gennemsnittet og i nogle tilfælde lidt under – for eksempel når det gælder niveauet for kontanthjælp og ydelser til økonomisk udsatte. Vi ligger omkring gennemsnittet for pensioner og arbejdsløshedsdagpenge og lidt over gennemsnittet, når det gælder sygedagpenge, fortæller Sebastian Sirén.
Overenskomstbaserede forsikringer er blevet vigtigere
Overenskomstbaserede forsikringer via kollektive aftaler samt de forsikringer, som fagforeninger tilbyder deres medlemmer, har fået stadig større betydning for at kompensere for tabt indkomst ved sygdom og arbejdsløshed. Der findes også private forsikringer for dem, der har råd. Ifølge Sebastian Sirén indebærer denne udvikling på længere sigt en risiko for, at tilliden til velfærdsstaten udhules.
– Mere omfattende offentlige tryghedssystemer virker udjævnende. Forskningen viser tydeligt, at de mere omfattende velfærdsstater også er mere udjævnende. Villigheden blandt grupper med mellemstore og høje indkomster til at bidrage til de samme systemer har været en bærende idé i den generelle velfærdspolitik i Sverige. Denne vilje til at bidrage til det fælles risikerer at gå tabt, hvis vi bevæger os mod en mere opdelt velfærdspolitik, hvor ressourcestærke grupper i højere grad benytter private eller alternative ordninger frem for de offentlige, siger han.
Artiklen er oprindeligt offentliggjort på Uppsala Universitets hjemmeside:
https://www.uu.se/nyheter/2026/2026-01-29-den-relativa-fattigdomen-i-sverige-har-fordubblats – Den relativa fattigdomen i Sverige har fördubblats – Uppsala Universitet