EU’s skræddersyede centraliserede system for vaccineindkøb formåede at skabe en oprindeligt diversificeret portefølje af vaccinekandidater og indkøbe tilstrækkelige doser af covid-19- vacciner. EU påbegyndte imidlertid indkøbet senere end Det Forenede Kongerige og USA, og da der opstod alvorlig forsyningsknaphed i første halvdel af 2021, blev det klart, at de fleste af de kontrakter, som Europa-Kommissionen havde indgået, ikke indeholdt specifikke bestemmelser til at tackle forsyningsforstyrrelser. I en særberetning, der offentliggøres i dag, konkluderer Den Europæiske Revisionsret, at indkøbsprocessens resultater ikke blev vurderet tilstrækkeligt. Revisorerne bemærker endvidere, at Kommissionen endnu ikke har gransket eller benchmarket denne proces for at drage erfaringer til fremtidig brug, og den har heller ikke i øjeblikket planer om at teste sit system for indkøb under pandemier ved hjælp af stresstest eller simuleringer.
“Det er et meget relevant spørgsmål, om Kommissionen og medlemsstaterne købte covid-19- vacciner på effektiv vis,” siger Joëlle Elvinger, det medlem af Revisionsretten, der ledte revisionsarbejdet. “Vi valgte dette emne i betragtning af den centrale rolle, som vacciner spillede i reaktionen på covid-19-pandemien, den hidtil usete karakter af EU’s engagement i vaccineindkøb og de relaterede udgifter. Vores revisionsresultater har til formål at bidrage til den igangværende udvikling af EU’s pandemiberedskab og indsatskapacitet.”
Da EU’s vaccineindkøbsproces begyndte medio 2020, var det uvist, om og hvornår en covid-19- vaccine ville komme på markedet. EU var nødt til at handle, inden der forelå klare videnskabelige data om vaccinekandidaternes sikkerhed og effektivitet, og valgte derfor at støtte en række kandidater for at skabe en første portefølje med forskellige vaccineteknologier og -producenter. I november 2021 havde Kommissionen indgået aftaler til en værdi af 71 milliarder euro på medlemsstaternes vegne om indkøb af op til 4,6 milliarder covid-19 vaccinedoser. De fleste af disse aftaler er forhåndsaftaler om køb, hvor Kommissionen deler de risici, der er forbundet med udviklingen af en vaccine, med vaccineproducenterne og støtter etableringen af en produktionskapacitet i stor målestok via forudbetalinger fra EU-budgettet.
Forhandlingerne fulgte en indkøbsprocedure, der er fastsat i EU’s finansforordning, men kernen i processen var de indledende forhandlinger, der fandt sted, inden en opfordring til at afgive tilbud blev sendt ud. EU havde sikret tilstrækkelige doser til at vaccinere mindst 70 % af den voksne befolkning ved udgangen af sommeren 2021 efter alvorlig forsyningsknaphed fra to producenter i første halvdel af 2021. Kommissionen kunne anlægge sag mod producenterne, og det gjorde den i ét tilfælde. Ifølge revisorerne analyserede EU’s forhandlere imidlertid ikke fuldt ud produktionsog forsyningskædeudfordringerne i forbindelse med vaccineproduktion, før de fleste af kontrakterne var undertegnet. Kontraktvilkårene udviklede sig over tid, og de kontrakter, der blev indgået i 2021, indeholder strengere bestemmelser om centrale emner såsom leveringsplaner og produktionssted end dem, der blev indgået i 2020. De forhandlede vilkår er forskellige for hver kontrakt, undtagen hvad angår overholdelse af principperne i direktivet om produktansvar. Medlemsstaterne accepterede at reducere producenternes risici i forbindelse med ansvaret for negative virkninger (risikodelingsprincippet i vaccinestrategien). Bestemmelserne i de aftaler, der blev indgået med covid-19-vaccineproducenterne, adskiller sig fra praksis før pandemien, idet medlemsstaterne har overtaget nogle af de finansielle risici, som vaccineproducenterne normalt bærer.
Kommissionen har foreslået, at den indkøbstilgang, der blev oprettet for covid-19, kan anvendes i forbindelse med fremtidige sundhedskriser, men hverken Kommissionen eller Rådet undersøger vaccineindkøbsprocessens resultater nærmere i deres respektive rapporter om erfaringerne fra covid-19-pandemien. Revisorerne anbefaler, at der udarbejdes erfaringsbaserede retningslinjer for indkøb under pandemier, og at EU’s tilgang til indkøb af medicinske modforanstaltninger stresstestes med henblik på at gøre EU bedre rustet til eventuelle fremtidige behov.
Baggrundsoplysninger
Finansieringen af vaccineindkøbet kom til dels fra nødhjælpsinstrumentet (ESI) – et finansieringsinstrument, der forvaltes direkte af Kommissionen, og som giver den mulighed for at yde støtte inden for EU i tilfælde af katastrofer – men primært i form af direkte bidrag fra medlemsstaternes budgetter.
Særberetning 19/2022 “EU’s indkøb af covid-19-vaccine: Tilstrækkelige doser sikret efter indledende udfordringer, men processens resultater blev ikke vurderet tilstrækkeligt” kan fås på
Revisionsrettens websted. Revisionen føjer sig til Revisionsrettens analyse vedrørende EU’s første bidrag til den folkesundhedsmæssige reaktion på covid-19.
