Største stigning i dansk e-handel i syv år

Under coronapandemien blev mange fysiske butikker i Danmark lukket ned, hvilket er en medvirkende årsag til den voksende e-handel. Foto: News Øresund - Sofie Paisley

85 procent af danskerne i alderen 16–89 har handlet online det sidste år, viser en ny undersøgelse fra Danmarks Statistik. Det er 5 procentpoint mere end i 2019, den største stigning i syv år.

E-handel er vokset i flere år i Danmark, men under coronapandemien er vækstraten øget. 85 procent af den danske befolkning i alderen 16 til 89 har handlet online de sidste tolv måneder, og 75 procent af danskerne har handlet online de sidste tre måneder, viser en undersøgelse foretaget af Danmarks Statistik. I 2011, da undersøgelserne blev introduceret, havde kun 53 procent af den danske befolkning i aldersgruppen handlet online inden for de sidste tre måneder. Stigningen i 2020 er den største på syv år.

Stigningen har primært fundet sted blandt de ældre danskere. I aldersgruppen 65-74 år havde halvdelen handlet online inden for de sidste tre måneder. Hver tredje person i alderen 75 til 89 havde også handlet online i perioden. I 2011 var de tilsvarende tal henholdsvis 25 og 8 procent.