Med konceptet ”Vinter i København” vil kommunen skabe mere byliv i årets mørkeste måneder. Et nyt sekretariat skal samle kulturaktører og erhvervsliv for at udvikle vinteraktiviteter og tiltrække flere besøgende til hovedstaden.
Når kulden bider, og mørket falder på, kan København hurtigt føles stille. Det vil kommunen nu ændre på. I budgetaftalen er der afsat 10,5 millioner kroner til at etablere konceptet ”Vinter i København”, som skal give byen mere liv og flere kulturelle oplevelser i vintermånederne
Initiativet kommer fra kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV), der understreger, at december klarer sig på grund af julen, mens byens kultur- og erhvervsliv ofte har det svært i årets første måneder.
Et nyt sekretariat får derfor til opgave at udvikle og understøtte vinteraktiviteter, fungere som fælles kontaktpunkt for aktører og lette arbejdet med tilladelser og godkendelser. Samtidig skal en samlet kommunikation skabe en rød tråd mellem etablerede events som Copenhagen Light Festival, Winter Pride og Gaming Week samt nye initiativer som pop up-arrangementer eller vinterbadning.
I august blev der afholdt en konference med over hundrede deltagere fra kultur- og erhvervslivet. Den resulterede i ti anbefalinger – herunder øget fokus på bæredygtighed, samarbejde med uddannelsesinstitutioner og bedre muligheder for at bruge byens pladser og torve til vinterevents.
Forventningen er, at satsningen ikke blot vil styrke hverdagen for byens borgere, men også tiltrække flere nationale og internationale gæster til København i vinterhalvåret.
 
                                    