Sommeren er næsten her. Det betyder grillfester, strande og isvafler, men også at vi må have et beredskab klart til kommende skovbrande. Derfor har EU i denne uge truffet foranstaltninger for at styrke brandbekæmpelsen, så vi bedre kan beskytte miljøet og vores samfund.
Til sommer vil EU placere 556 brandmænd fra 12 lande på strategisk vigtige steder i Europa , f.eks. i Frankrig, Grækenland, Portugal og Spanien. De vil være parate til at støtte det lokale brandvæsen, når landets egen beredskabskapacitet ikke slår til. Derudover vil der til sommer være en særlig rescEU-flåde af brandslukningsfly bestående af 28 fly og 4 helikoptere, der står klar i 10 EU-lande.
EU har også afsat 600 mio. EUR til at anskaffe yderligere brandslukningsfly. De ekstra midler skal bruges til at købe 12 nye brandslukningsfly, som vil blive fordelt mellem seks EU-lande, samt en række helikoptere.
Foranstaltninger til forebyggelse, beredskab og indsats i forbindelse med naturbrande går hånd i hånd for at redde liv, levebrød og beskytte miljøet. I takt med at klimaændringerne mærkes mere akut for hvert år, vokser truslen fra naturbrande også, hvilket gør det endnu vigtigere at være godt forberedt.