To personer med samme BMI kan have vidt forskellig risiko for at udvikle type 2-diabetes, afhængigt af hvilke biologiske mekanismer der ligger bag deres vægt. Nogle former for overvægt øger risikoen for diabetes, mens andre slet ikke påvirker risikoen eller ligefrem ser ud til at beskytte mod sygdommen. I et nyt studie beskriver forskere de forskellige molekylære processer, der ligger bag disse forskelle.
Fedme og type 2-diabetes er to af vores største globale folkesundhedsudfordringer. Overvægt er stærkt forbundet med en øget risiko for type 2-diabetes, men langt fra alle mennesker med overvægt udvikler sygdommen. Sammenhængen er mere kompleks, end man tidligere har antaget.
I dag bruges BMI som et enkelt mål til at vurdere, om en person er i risikogruppen, men det nye studie, som er offentliggjort i Nature Communications, viser, at BMI er et alt for groft mål til at forudsige denne risiko.
Tidligere studier har vist, at der findes mindst to forskellige former for overvægt – en mere risikofyldt og en mere metabolisk gunstig. Det nye studie bygger videre på denne forskning og viser, at variationen er endnu større.
– Tidligere forskning har vist, at fedme ikke er en ensartet tilstand. Vi viser, at der findes flere forskellige biologiske mekanismer, som fører til forskellig risiko for diabetes, og vi kan desuden kortlægge de molekylære processer, der driver disse forskelle, mere præcist, siger Åsa Johansson, professor ved Uppsala Universitet, som har ledet studiet.
Fire biologiske profiler med forskellig risiko for diabetes
Forskerne analyserede genetiske data fra hundredtusindvis af personer og kombinerede dem med omfattende molekylære data, herunder proteiner, metabolitter og kliniske biomarkører.
Resultaterne viser, at genetiske varianter, der er forbundet med BMI, kan opdeles i fire grupper. To af grupperne er forbundet med henholdsvis moderat og kraftigt øget risiko for type 2-diabetes, mens de to øvrige grupper er forbundet med henholdsvis ingen effekt og en beskyttende effekt.
– Det betyder, at to personer med samme BMI kan have vidt forskellig risiko for at udvikle diabetes, afhængigt af hvilke biologiske mekanismer der ligger bag deres vægt, siger Åsa Johansson.
Omfattende molekylær kortlægning ligger bag resultaterne
En vigtig styrke ved studiet er, at forskerne har kunnet koble de genetiske profiler til omfattende molekylære forandringer i kroppen.
Ved at analysere mere end 3.000 molekylære markører kunne forskerne identificere mere end 100 metaboliske biomarkører samt en række kliniske biomarkører, som bidrager til at forklare, hvorfor de forskellige grupper påvirker risikoen for diabetes så forskelligt.
De to grupper med øget risiko er kendetegnet ved en ugunstig lipid- og metabolisk profil, hvor kroppens fedtstofskifte er forstyrret.
Det omfatter blandt andet en ændret fordeling af lipider mellem forskellige lipoproteiner, hvilket fører til triglyceridrige partikler både i skadelige kolesterolpartikler som LDL og i det beskyttende HDL-kolesterol. Når HDL-partiklerne bliver rige på triglycerider, forringes deres beskyttende funktion.
Samtidig viste de risikoforøgende grupper markører for insulinresistens, inflammation og ændret aminosyrestofskifte – faktorer, der tilsammen bidrager til en øget risiko for type 2-diabetes.
Gruppen med lavere risiko viste derimod et mere gunstigt lipidstofskifte, hvor kolesterol og andre lipider transporteres effektivt fra kroppens væv tilbage til leveren.
Dette blev ledsaget af en mere afbalanceret lipoproteinprofil og en mere antiinflammatorisk tilstand. Samlet set afspejler det et velfungerende stofskifte med bedre kontrol over både blodfedt og blodsukker, hvilket bidrager til den lavere risiko for at udvikle type 2-diabetes.
– Det unikke ved vores studie er, at vi ikke blot kan se, at forskellene findes, men også kan begynde at forklare dem på molekylært niveau, siger Åsa Johansson.
Kan føre til mere individuelt tilpasset forebyggelse af diabetes
Resultaterne kan få betydning for både risikovurdering og behandling af type 2-diabetes.
– I dag bruges BMI som et enkelt mål for risiko, men vores resultater viser, at det ikke er tilstrækkeligt. I fremtiden kan det blive nødvendigt at tage højde for den enkeltes biologiske profil for bedre at kunne vurdere risikoen og sætte ind med forebyggende tiltag i tide, siger Pascal Mutie, førsteforfatter på studiet og tidligere postdoc ved Uppsala Universitet.
Forskerne understreger samtidig, at personer ikke tilhører én enkelt gruppe, men snarere udgør en mosaik af forskellige biologiske risikoprofiler.
For effektivt at forebygge sygdommen bliver det derfor vigtigt at identificere de personer, hvor de mest risikofremmende mekanismer dominerer.
Studiet identificerer også flere molekylære mekanismer, som kan blive mål for nye lægemidler eller forebyggende indsatser. På længere sigt kan dette bidrage til mere præcise strategier til at forebygge type 2-diabetes og reducere sygdomsbyrden.
Artikel
Mutie, P.M., Stojanovic, T., Lo Faro, V. et al. Genetic and molecular signatures highlight diverse pathways linking obesity to type 2 diabetes. Nature Communications 17, 5680 (2026).
DOI: 10.1038/s41467-026-74675-9
For yderligere information
Åsa Johansson, professor ved Institut for Immunbiologi, Genetik og Patologi, SciLifeLab, Uppsala Universitet
Telefon: 070-251 31 32
E-mail: asa.johansson@igp.uu.se
Fakta om studiet
Studiet bygger på genetiske og molekylære data fra UK Biobank – verdens største forskningsinfrastruktur med bred adgang til genomik, proteomik og andre omikdata – samt fra FinnGen, en tilsvarende finsk biobank med omfattende genetiske data koblet til sundhedsregistre.
Derudover har forskerne anvendt sammenstillede data fra de største internationale konsortier, der kortlægger det genetiske grundlag for type 2-diabetes og fedme, herunder DIAGRAM og GIANT.
