I disse år ser vi, at privat udbydere som Airbnb løser konflikter uden om offentligt regulerede organer som forbrugerklagenævn og domstole. Det sker fx ved konflikter mellem handlende på platformsøkonomierne som lejer og udlejer i Airbnb. Forsker peger på, at den private konfliktløsning, der ofte sker via internettet, kan øge tilgængeligheden til retten, men forværre kvaliteten væsentlig af den ret, der kommer ud af det. Der er behov for, at vi forholder os kritisk til den digitale konfliktløsning og sikrer retfærdig konflikthåndtering for alle.
Når du lejer en lejlighed gennem Airbnb og oplever en konflikt med udlejer, fx hvis du har ødelagt lejerens tv, kan Airbnb behandle konflikten, hvis I ikke selv kan blive enige. Uden du måske har tænkt over det, er denne konfliktløsning via internettet en ny form for klagebehandling. Det nye er, at konflikten ofte løses uden for domstolene, konfliktløseren vil ofte være privat, have en forretningsmæssig interesse i sagens udfald, og der er ingen statslig kontrol med de processuelle regler:
– Konfliktløsning på internettet er praktisk, når parterne bor langt fra hinanden, og når sagerne drejer sig om så små beløb, at det er for dyrt og besværligt at bruge retssystemet. I mange tilfælde kan automatiseret konfliktløsning være med til at lette tilgængeligheden til konflikthåndtering. Ser vi derimod på kvaliteten af den ret, der kommer ud af digital konflikthåndtering, kan den potentielt være væsentligt forringet, siger Lin Adrian, der er lektor i konfliktmæsgling og forfatter til artiklen Smart konflikthåndtering – online dispute resolution og access to justice.
Når konfliktløsning privatiseres, hvilket er tilfældet i en del digital konfliktbehandling, sker der potentielt en forringelse af borgernes reelle muligheder for at opnå deres ret:
– De konflikthåndteringsteknologier, der er udviklet af private, og som anvendes i privat konflikthåndtering, har hverken statslig kontrol med de processuelle regler eller med de materielle afgørelser. Dertil bliver vi også som borgere afskåret fra muligheden for indsigt i afgørelser og aftaler, når de produceres i privat rum, forklarer Lin Adrian.
Når fx Airbnbs medarbejdere træffer afgørelser i konflikter mellem brugere, sker det uden tilstedeværelse af processuelle garantier. Det er ikke transparent, hvilket grundlag afgørelser træffes på, og en platforms medarbejdere er ikke uafhængige og måske heller ikke upartiske. Det er næppe kun hensynet til brugerne, der spiller ind i afgørelser, men også hensynet til udbyderen selv.
På den anden side er brugerne muligvis tilfredse med de (pragmatiske) afgørelser, der træffes, og finder det underordnet, om afgørelserne er i overensstemmelse med deres retsstilling eller ej, så længe de får en fornuftig, hurtig og billig løsning på deres problem. I det omfang parterne selv indgår aftaler i eksempelvis digitale forhandlingssystemer, er der ingen kontrol med aftalerne:
– I disse nye forhandlede løsninger af retlige tvister gælder andre retfærdighedskriterier end dem, vi ser ved domstolene. Denne udvikling i konflikthåndteringsformer gør op med lovens indhold som det eneste pejlemærke for et fair udkomme. Den udvikling skaber et behov for at gentænke vores begreb om borgernes adgang til retten, siger Lin Adrian.
Et bud på en tidssvarende forståelse af rettens tilgængelighed er, at staten skal sikre, at borgere har lige adgang til adækvat og fair konflikthåndtering:
– På den måde bliver konflikthåndtering frem for domstolene centrum, og domstolene bliver et blandt flere konflikthåndteringsfora. Adgang til domstolsprøvelse er fortsat helt afgørende for et demokratisk samfund, og dermed har domstolene en særlig status, men i mange sager fungerer domstolene på lige fod med andre fora, siger Lin Adrian.
Källa: Københavns Universitet
